Jeg vågnede, og helt automatisk gik jeg ind på min brors værelse, for at vække ham.
Da jeg kiggede i sengen, kom det hele tilbage. Jeg sank. Han var væk, han kom aldrig tilbage.
Jeg tænkte på sidste gang jeg så ham, ikke engang der kunne jeg græde.
Han var så bleg og udmageret. Han så forfærdelig ud, og han vidste ikke engang selv at han skulle dø. Det havde mor og far undgået at fortælle ham, de ville ikke gøre ham bange.
Men jeg havde vidst det, og jeg turde ikke engang fortælle ham det.
Men inderst inde havde han nok godt vidst det..
Jeg gik nedenunder. Mor og far sad tavse, og kiggede på mig da jeg kom ned.
"Godmorgen," sagde jeg, men jeg fik ikke noget svar.
Far sad og læste i avisen. Da han lagde den på bordet, tog jeg den. Han havde læst dødsannoncen, og Simon stod deri. Havde de ringet til avisen og sagt at han skulle i? Eller var det hospitalet der havde bestemt det?
Jeg tog en kop te, og skar en bolle over, og så smurte jeg lidt smør på.
Derefter gjorde jeg mig klar.
Da jeg skulle til at tage afsted lød det over fra bordet: "Emily, du behøver ikke tage i skole i dag, far og jeg har også taget fri."
Jeg kiggede på dem, og satte så tasken fra mig, og gik op på mit værelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar